Argh!!

Så er Familielejr 2018 slut og hverdagen sniger sig, eller måske nærmere vælter ind over os igen. Skole, arbejde osv. lægger hurtigt beslag på vores tid, og det er nemt at komme tilbage i alt det gamle. Vi finder de gamle og velkendte vaner frem og glider stille og rolig ind i deres “trygge” greb.

Erfaringsmæssigt er der mange der træffer en beslutning om at noget skal være anderledes, når de er på Familielejr. Det kan være at du har fået et håb om at det du har kæmpet eller affundet dig med, kan blive anderledes. Det kan også være at der var noget i undervisningen, som fik noget til at falde på plads, eller satte nogle tanker igang.

Lige meget hvad du tog med dig fra lejren, så ved vi også alle, at det nemt glider i baggrunden, i takt med at vi glider ind i hverdagen igen. Sådan behøver det dog ikke at være.

Her er nogle gode råd til at tage “lejren” med i din hverdag:

Lad være med at kæmpe kampen alene! Det er næsten umuligt at lave varige forandringer alene. Vi har en tendens til at spænde ben for os selv. Til gengæld er der utrolig styrke at hente i at være flere sammen om det, eller at have en du kan være fortrolig med, som kan lytte til dig. Så brug netværket fra lejren, familien eller din lokale menighed. Har du ikke et menighedsfællesskab, så vil vi gerne hjælpe dig med at finde et.

Vend tilbage til sandhederne! Det er så vigtigt at vi forholder os til sandheder og ikke til falske billeder af os selv og vores situation. Vi har så nemt ved at gøre vores egen opfattede version af virkeligheden til den ophøjede sandhed. Men ofte så leder vi bare os selv vild på denne måde. Igen, så brug mennesker omkring dig til at hjælpe dig med at finde ind til sandheden. Men vigtigst, så bed Gud om at vise dig sandhederne i sit ord. Prøv at skrive dem ned og læs dem op hver dag.

Tænk over dagen. Prøv at tage tid til at tænke over dagen når den er ved at være slut. Hvordan er den gået? Var der noget der var svært? Lykkedes det, du gerne vil gøre noget ved? Og vær så ærlig overfor dig selv. Det virker totalt irrationelt at lyver overfor sig selv, men gør vi det ikke nemt? Prøv evt. at skrive dagbog. Hvis du, som jeg, ikke synes at det er så nærliggende at skrive dagbog med fyldepen i en gulnet læderombundet notesbog, så kan du bruge en af de utallige apps der er lavet til formålet. Fx Journey

Lyt til undervisningen. Jeg har lejrundervisning liggende fra mange år, og jeg må indrømme at der ikke er så mange af dem jeg reelt har fået hørt igen og igen. Men når det nu er indrømmet, så vil jeg anbefale at gå tilbage og lytte til undervisningen fra i år, og evt. også fra tidligere år hvor du har deltaget.  I hvert fald hvis du lige som jeg har glemt de fleste af de der “vildt gode pointer” så snart det første stykke kage er kørt ned efter mødet. Der er en stor chance for at du både genopdager det du har glemt, og at at du hører nyt, som du ikke havde lagt mærke til i første omgang.

Bøn. Til sidst vil jeg fremhæve bøn. Familier På Vej er et kristent familiearbejde, og vi tror på at bøn faktisk gør en forskel. For dig selv, i dig selv, din situation og dine omgivelser. Bed, skriv ned, og vend tilbage for at se om der sker en forandring.