Vi tilbyder samtaler og rådgivning ydet af kristne rådgivere.

En samtale koster 200 kr./gang.

Visionen med tjenesten”Parrådgivningen” er

  •  At støtte par til at se muligheder frem for begrænsninger
  • At støtte par til at være ressourcespejdere frem for fejlfindere
  • At hjælpe par til bedre kommunikation og konfliktløsning
  • At hjælpe par til bevidst at opbygge reserver, der er forudsætningen for at mestre tab og anden eksistentiel modgang
  • At hjælpe forældre til at identificere og udvikle deres børns styrker, herunder hjælpe forældrene til at finde børnenes niche, hvor børnene bedst muligt realiserer disse positive træk

Familier På Vejs”Parrådgivning” varetages af frivillige, ikke-professionelle kristne rådgivere med kendskab og erfaring indenfor familiearbejde. Alle rådgivere skal igennem en godkendelsesprocedure.

Vi har også forbindelse til professionelle terapeuter og psykologer og forbeholder os ret til at henvise til andre, hvis vi mener at det vil være den bedste løsning.

Det er en glædelig tendens i Danmark at flere og flere søger rådgivning i deres kamp for at få parforholdet til at fungere. Desværre kæmper alt for mange for længe alene, hvilket betyder, at det er langt vanskeligere at redde deres parforhold, hvorfor mange må kapitulere og lade sig skille. For rigtig mange er det fortsat tabu at tale åbent om problemer i ægteskabet. Vi ved alle, at der er kriser i ethvert parforhold, men det er svært at erkende, at det også sker for os. Vi vil helst tage en maske på og lade som ingenting over for omverden, indtil den dag, det hele revner, og forholdet er så ødelagt, at det ikke er til at rette op. Andre er mere åbne og søger hen til undervisning for par, parsamtaler, rådgivning og terapi. Det er vigtigt at tale med nogen om problemerne, inden de vokser sig store. Det er nødvendigt at investere tid og kræfter i parforholdet.  Vores mål er blandt andet at støtte en kultur, hvor det er legalt og et tegn på styrke at søge rådgivning eller undervisning i tide. Målet søger vi at nå, ved at tilbyde værdibaseret undervisning samt par- og familierådgivning.

Vi er i øjeblikket i gang med at opbygge et nyt netværk af rådgivere. Er du interesseret i rådgivning, kan du kontakte Jens Skov på jens@fampv.dk

Vi tilbyder:

  • Personlige og parsamtaler
  • Krisehjælp
  • Førægteskabelig rådgivning